Vi har en god ven, som oprindeligt kommer fra Zimbabwe. Han er en hyggelig, sjov og ganske ukuelig mand, som altid har haft gang i idéer, der er lidt større end hverdagen. Da han kom hertil, skyldtes det et investeringsprojekt, som på det tidspunkt lød både skørt og fascinerende. Han ville plante oliventræer i Australien og ledte derfor efter investorer, der kunne se mulighederne i projektet.
Det var ikke sådan en plan, man hører om hver dag. Oliventræer, Australien, investeringer og en mand fra Zimbabwe, der forsøgte at få det hele til at hænge sammen. Han bad om hjælp, og vi fandt faktisk én, som gerne ville være med til at plante oliventræer, så australierne også kunne få deres egen olivenolie. Det hele virkede temmelig eventyrligt, men han havde en smittende tro på projektet.
Det er efterhånden en del år siden. Siden da har vi holdt kontakten løbende, selv om livet naturligvis har ført os i forskellige retninger. Nogle gange har det været en kort hilsen, andre gange lidt længere beskeder om arbejde, planer og alt det, der ellers sker undervejs. Vi har også vidst, at han har været syg, og at han på et tidspunkt vendte tilbage til Harare.
Invitation fra Afrika
Forleden lå der så en mail fra ham i indbakken. Det var den slags mail, man lige læser én ekstra gang, fordi der pludselig er sket meget mere, end man havde regnet med. Han skrev frem og tilbage om projektet med oliventræerne, som faktisk er gået godt. Virksomheden er blevet udvidet, og der er nu en stor produktion af olivenolie.
Det er imponerende at tænke på, at den idé, han kom med for så mange år siden, er blevet til noget reelt. Dengang var det en plan, han forsøgte at finde opbakning til. Nu er det en virksomhed, som andre kan passe, mens han selv har mulighed for at trække sig lidt tilbage. Han skrev, at han er kommet sig efter sin sygdom, men også at sygdommen har taget en del af hans kræfter. Derfor er han vendt tilbage til Zimbabwe for at nyde sit liv i et roligere tempo.
Det giver god mening. Efter mange år med projekter, rejser og arbejde er det nok rart at være et sted, der føles som hjemme. Samtidig er det dejligt at høre, at han har det bedre, og at han kan overlade ansvaret for virksomheden til andre. Ikke mindst når der også er sket noget stort i hans privatliv.
Den største nyhed i mailen var nemlig, at han skal giftes med en tysk pige, som han mødte her. Og vi er inviteret til brylluppet. I Harare.
Det er sådan en invitation, der med det samme sætter tankerne i gang. Først kommer overraskelsen, og derefter alle de praktiske spørgsmål: Kan vi få det til at passe? Hvor længe skal vi være væk? Hvad skal der planlægges? Han skrev heldigvis, at han nok skal sørge for både indkvartering og safari. Vi skal blot sørge for at komme frem i tide, så vi kan være med til bryllupsfesten.
Det er svært ikke at blive begejstret over tanken. Et bryllup er altid en særlig anledning, men et bryllup hos en gammel ven på den anden side af verden er noget helt andet end en almindelig weekendtur. Det er også en fin mulighed for at se ham igen, høre mere om det liv, han har bygget op, og møde de mennesker, der er en del af hans hverdag i Harare.
Flybilletter
Siger man nej til sådan en invitation? Jeg gør ikke. Derfor har jeg booket to sæt flybilletter til Harare. Vi rejser den 3. juli og bliver der i 10 dage. Det bliver ikke helt de 14 dage, vi først overvejede, men 10 dage giver stadig tid til både bryllup, besøg og de oplevelser, han har lovet at hjælpe os med.
Nu begynder den del af rejsen, der foregår hjemme ved køkkenbordet med mails, lister og praktiske overvejelser. Vi skal vaccineres i denne uge, og jeg er ved at finde ud af, hvordan og hvorledes vi tackler det med visum. Jeg har læst, at man kan få det ved indrejsen, men det vil jeg gerne lige tjekke ordentligt op på, før vi tager af sted.
Der er altid en del småting, når man skal langt væk. Det er ikke bare at pakke en taske og tage af sted, selv om det ville være dejligt enkelt. Rejseplanen skal hænge sammen, dokumenterne skal være i orden, og det er rart at have styr på de praktiske detaljer, inden man står i lufthavnen. Til gengæld er det netop en del af forventningen. Jo mere konkret turen bliver, desto mere går det op for os, at vi faktisk snart skal til Zimbabwe.
Jeg glæder mig især til at se vores ven igen. Vi har fulgt hinanden på afstand gennem mange år, hørt om hans projekt, hans sygdom og hans tilbagevenden til Harare. Nu får vi mulighed for at være der, mens han begynder et nyt kapitel i sit liv. Verden føles pludselig meget lille, når en gammel bekendt fra et investeringsprojekt ender med at invitere til bryllup og safari i Afrika.