Det var tæt på, at jeg var blevet fornærmet i går, da jeg var ude for at købe et par sommerbukser til mig selv. Vi er for nylig flyttet til byen, og jeg har derfor endnu ikke fundet nogen bestemt tøjforretning, jeg vender tilbage til. Jeg gik altså bare ind i den første og bedste butik, jeg faldt over på gågaden, fordi bukser trods alt virker som en forholdsvis enkel ting at købe.
Butikken så ganske almindelig ud udefra. Der var tøj i vinduerne, mannequiner med pæne skjorter og bukser, og intet, der tydeligt fortalte mig, at jeg var på vej ind i en særligt specialiseret forretning. Jeg nåede knap nok at få kigget mig omkring, før en ekspedient spurgte, om jeg ledte efter noget til min kone.
Jeg forklarede ham, at jeg faktisk skulle have et par bukser til mig selv. Det fik ham til at kigge på mig på den der lidt vurderende måde, som om jeg enten havde misforstået hele situationen eller forsøgt at lave en dårlig spøg. Han sagde så, at jeg vist var gået galt i byen, for de handlede kun med tøj til store mænd. De havde i hvert fald ikke noget i min størrelse, forklarede han.
Det var ikke fordi, jeg havde forestillet mig, at jeg nødvendigvis ville kunne passe alt i butikken. Men jeg havde heller ikke regnet med at blive sendt videre, før jeg overhovedet havde fået lov at kigge på et par bukser. Jeg stod jo bare der og manglede noget let sommertøj, ikke en livsfilosofisk vurdering af mit forhold til størrelsesskemaer.
Ekspedienten uddybede, at jeg var kommet ind i en specialforretning, som kun handler med tøj til de helt store mennesker. Han sagde det egentlig ganske sagligt, som om det var indlysende, at sådan noget vidste alle andre end mig. De havde også en afdeling med tøj til store damer, fortalte han videre, muligvis i håbet om, at jeg var gift med sådan en skude. Det er jeg altså ikke, for min kone er faktisk lidt af en lille nipsgenstand at se på.
Bevares, hendes søster er lidt større i det, og hun er i øvrigt meget sporty. Hun har en masse sportstøj i plussize, som det så poetisk kaldes. Hun går ikke rundt i løse træningsbukser, bare fordi hun er større end gennemsnittet. Tværtimod går hun op i, at tøjet sidder ordentligt, og at hun kan bevæge sig i det uden hele tiden at skulle hive i linningen eller rette på en trøje, der enten er for kort eller for stram.
Det er nok også dér, jeg kunne se pointen med en butik, der har gjort det til sin niche at føre tøj i større størrelser. Der er forskel på blot at gøre en almindelig model større og på at have tøj, der rent faktisk er tænkt til den krop, det skal sidde på. Det gælder naturligvis også sportstøj. Hvis man skal gå, løbe, cykle, træne eller bare være aktiv i hverdagen, hjælper det ikke meget, at tøjet findes i den rigtige størrelse, hvis det strammer de forkerte steder eller falder mærkeligt.
For mange handler sportstøj ikke kun om at se smart ud. Det skal kunne holde til bevægelse, være behageligt og give mulighed for at være aktiv uden at føle, at man er klædt ud i noget, der egentlig ikke passer. Det kan være en træningstrøje, leggings, shorts eller en let jakke til gåturen. Når pasformen er i orden, bliver det alt andet lige nemmere at bruge tøjet, frem for at det ender bagerst i skabet efter én enkelt tur ud af døren.
Jeg sagde til manden, at der måtte være noget, jeg havde overset, for jeg havde ikke set nogen form for skiltning om, at der var tale om en specialforretning. Det kunne da ikke kun være mig, der gik ind fra gaden og antog, at der måske hang et par bukser i en nogenlunde almindelig størrelse.
Nej, forklarede han, det ville de ikke skilte med, for det bryder deres kunder sig ikke om. Det kunne jeg sådan set godt forstå. Ingen har nødvendigvis lyst til at få sat et stort mærkat på sig allerede ved døren, bare fordi man leder efter tøj, som passer. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke, at lidt mere diskret information måske havde sparet både ham og mig for den samtale.
Han fortalte, at folk her i byen generelt ved, at de kun handler med tøj i store størrelser til mænd og kvinder. Det gør de måske også, når man har boet her længe nok. Jeg er bare stadig ham den nye, der går ind i den første butik på gågaden i håbet om et par sommerbukser og kommer ud igen med en lektion i lokal handel, specialstørrelser og min kones kropsbygning.
Jeg fandt ikke mine bukser derinde, men jeg gik derfra med en større forståelse for, hvorfor der findes butikker, som fokuserer på tøj til større mennesker. Og næste gang min kones sporty søster mangler noget, der både skal sidde godt og kunne bruges til bevægelse, ved jeg i det mindste, hvor jeg kan pege hende hen. Jeg skal bare nok lade være med selv at spørge efter et par sommerbukser først.