Der er ikke engang gået to måneder, siden min datter startede i 1.g. Begyndelsen var egentlig fin nok. Hun glædede sig til at møde nye klassekammerater, få nye lærere og prøve en anden hverdag end den, hun kendte fra folkeskolen. De første uger kom hun hjem og fortalte, at folk i klassen var søde, og at hun hurtigt havde fundet nogle, hun kunne tale godt med. Hun blev også meget hurtigt glad for sin dansk- og historielærer, hvilket naturligvis betyder meget, når alt andet er nyt.
Hun er god til at skrive. Slet ikke som mig, der næsten ikke kan finde ud af at formulere en sætning eller sætte kommaer korrekt. Det er noget, hun har arvet fra sin far. Han er rigtig dygtig til at kommunikere på skrift, både når han skriver korte beskeder og længere tekster. Måske er det også derfor, han har succes med det, han laver. Han kan forklare sig klart og få andre til at forstå, hvad han mener.
Min datter har altid været grundig. Når hun går i gang med noget, vil hun gerne gøre det ordentligt, og hun afleverer ikke bare noget halvt. Det er på mange måder en god egenskab. Hun tager ansvar og vil gerne vise, at hun kan følge med. Men jeg kan også mærke, at den samme grundighed kan blive tung at bære, hvis hun føler, at alt skal være perfekt fra første dag.
Nervøs
Men min datter er allerede nu inde i et forløb, hvor hun er meget nervøs. Der kommer tit prøver og mindre tests i forskellige fag, og dem frygter hun som pesten. Jeg forsøger at sige til hende, at det ikke betyder så meget endnu. Det er mere nogle øvelser og tests, som skal træne eleverne til de prøver, der virkelig tæller senere i gymnasietiden. Alligevel kan jeg se, at de fylder meget hos hende.
Hun taler om prøverne længe i forvejen. Hun spørger, hvad der sker, hvis hun ikke kan svare på et spørgsmål, eller hvis hun går helt i stå. Nogle gange virker det, som om hun allerede har besluttet, at resultatet skal være godt, før hun overhovedet har sat sig ved bordet. Det gør det svært for hende at have ro omkring forberedelsen, selv om hun faktisk er flittig og bruger den tid, der skal til.
Hun læser meget, laver sine opgaver og forsøger at have styr på det hele. Faktisk klarer hun sig godt, så jeg forstår ikke helt, hvorfor hun oplever et så stort pres. Men jeg kan selvfølgelig godt se, at gode resultater ikke nødvendigvis betyder, at man har det godt imens. Det kan sagtens være, at hun klarer sig fint udadtil, mens hun indeni er bange for ikke at leve op til sine egne forventninger.
Jeg prøver at minde hende om, at det er helt normalt at være ny i gymnasiet. Der er nye faglige krav, nye måder at blive vurderet på og mange mennesker at forholde sig til. Hun skal ikke alene lære pensum og arbejdsformer; hun skal også finde sin plads i en ny klasse og vænne sig til, at hverdagen ser anderledes ud. Det er mange ting på én gang, også selv om hun er glad for skolen.
Stresscoaching
Min mand og jeg har talt meget om det. Måske er det hele bare for meget for hende lige nu: nye klassekammerater, nye lærere, flere lektier og tests, der kommer tættere på hinanden, end hun er vant til. Vi har overvejet at foreslå hende, at hun skal have noget stresscoaching som denne, så hun kan lære at håndtere sin nervøsitet og frygt for prøverne.
Det handler ikke om, at vi forventer, at en anden skal løse alt for hende. Vi vil bare gerne give hende nogle redskaber, så hun ikke føler, at hun skal klare det hele alene. Måske kunne det hjælpe hende at få sat ord på, hvad der sker, når hun bliver presset. Det kan være svært som ung at skelne mellem almindelig spænding før en prøve og den uro, der bliver ved med at fylde, selv når man har forberedt sig godt.
Jeg forestiller mig, at coaching kunne give hende en mere praktisk tilgang til situationerne. Hun kunne måske lære at planlægge sin læsning, så alle opgaver ikke føles lige akutte. Hun kunne også have gavn af at øve sig i at holde pauser uden dårlig samvittighed og acceptere, at man ikke behøver kunne alt på én gang. Når man er ambitiøs, kan det være svært at tro på, at det er nok at gøre sit bedste.
Måske vil det være sundt for hende at lære det nu. Hun vil helt sikkert møde andre skræmmende eller stressende udfordringer senere i forløbet. Gymnasiet er jo kun begyndelsen på mange situationer, hvor der bliver stillet krav, og hvor man kan komme til at sammenligne sig med andre. Hvis hun kan finde en måde at bevare roen på, uden at hun mister sin lyst til at gøre sig umage, vil det være en stor hjælp.
Min mand synes, at det er en god idé. Han har en tanke om, at hun bliver presset, fordi hun hele tiden føler, at hun skal være den bedste. På den måde er hun faktisk et konkurrencemenneske. Hun sammenligner ikke nødvendigvis sine karakterer med alle andres, men hun sammenligner hele tiden med det niveau, hun selv mener, hun burde kunne nå. Og hvis hun ikke føler, at hun når det, bliver hun skuffet over sig selv.
Det ved han – om nogen – kan give stress, som jo altså er en sygdom. Han kender godt den tankegang, hvor man hele tiden sætter målstregen længere væk, lige så snart man har nået det, man først havde besluttet sig for. Derfor mener han også, at det er bedre at tage hendes nervøsitet alvorligt nu, frem for at vente og håbe, at den forsvinder af sig selv.
Vi vil dog tale med hende på en måde, så hun ikke føler, at der er noget galt med hende. Hun skal vide, at vi er stolte af hende, også når hun er usikker, og også hvis en prøve ikke går, som hun havde håbet. For os er det vigtigste ikke, om hun får den højeste karakter. Det vigtigste er, at hun kan være i sin hverdag, lære noget og stadig have overskud til at være den glade pige, hun også er.