Jeg bor i en bygning med omkring 20 lejligheder, fordelt på fem etager. Selv bor jeg på tredje sal, så jeg befinder mig lige midt i huset – akustisk set et både praktisk og pinligt sted at bo. Jeg kan nemlig høre stort set alt, hvad naboerne foretager sig, både ovenover og nedenunder. Nogle af dem har børn, der er usædvanligt højlydte. Det kan lyde, som om der er galopperende heste på gulvet, ledsaget af skrig og skænderier, især når ungerne er oppe at toppes og lige skal have afgjort, hvem der har ret. De er i den alder, hvor kroppen er fuld af energi, der skal ud – på den ene eller anden måde.
Efter lange perioder med fjernundervisning og kun få timers frisk luft om dagen er det ikke svært at forstå, hvorfor de indendørs hestevæddeløb er blevet hyppigere. Til gengæld kan jeg også sagtens forstå, at min nabo lige under dem efterhånden er ved at miste tålmodigheden. At høre på daglige skænderier gennem loftet er ikke ligefrem en opskrift på ro i sindet.
Stilfærdig mand?
Jeg har altid opfattet ham som en rolig og stilfærdig fyr – lige indtil jeg fandt ud af, at han havde skaffet sig et sæt trommer og var begyndt at øve sig. Og ikke bare lidt stille øvelse: han slår typisk løs på dem præcis, når børnene ovenpå er mest højlydte, som om han forsøger at overdøve dem med sin egen larm. Måske er det hans indirekte måde at sende en besked til forældrene på: at der faktisk bor andre mennesker i opgangen, og at vi ikke nødvendigvis har lyst til at følge med i hver eneste skænderi. Det er en underlig facon at kommunikere på, men sådan er det ofte her i byen – vi taler ikke altid sammen, vi handler i stedet.
Larmende trommer
Uanset hensigten er resultatet, at der bliver larmet en del i bygningen, især i timen op til aftensmaden. Nogle dage er det decideret voldsomt. Jeg har forsøgt at tale min nabo til fornuft og foreslået, at det næppe hjælper at svare larm med larm – det ville give mere mening at tale direkte med familien, der forårsager støjen. Han var enig i princippet, men langt mindre villig til at skille sig af med sine trommer. Han forklarede, at han endelig var i gang med at realisere en gammel drøm, og at han havde fået trommerne til en god pris. Til sidst fik jeg overtalt ham til at gå med op til familien med de højtråbende børn. Vi bankede på, forklarede situationen roligt og bad forældrene om at vise lidt mere hensyn – der bor trods alt mennesker i huset, som har brug for en smule stilhed indimellem.
Venlige mennesker
Forældrene tog godt imod henvendelsen og virkede oprigtigt imødekommende. De lovede at forsøge at dæmpe børnenes skænderier lidt bedre fremover. Der gik et par dage, og så opdagede jeg pludselig en lille håndskrevet seddel i opgangen. Der stod: “Vi køber gerne trommer billigt. Vores børn vil gerne lære at spille. Kender du nogen, der har nogle til salg, så giv os et praj,” efterfulgt af et telefonnummer.
Jeg må indrømme, at jeg håber, min nabo har set opslaget og måske overvejer at sælge sit sæt videre til familien ovenpå. Han spiller trods alt ikke særlig godt endnu, og måske ville alle parter være bedre tjent med, at trommerne fandt et nyt hjem – gerne et sted, hvor øvelsen faktisk giver mening for de involverede.