Da jeg en tidlig morgen låste mig ind på mit kontor, blev jeg straks klar over, at noget var galt; det var koldt, og inden jeg fik tændt lyset bandede jeg mig selv langt væk, fordi jeg havde glemt at lukke vinduet, da jeg gik hjem dagen før. Men da kontoret blev oplyst, så jeg, at alt derinde var endevendt. Det flød med papirer og mapper, mine skuffer var tømt ud på gulvet, min pc var fjernet, og værst af alt var, at skumslukkeren var tømt ud over samtlige vægge. Glasset i et af vinduerne ud mod baggården var knust, og på gulvet lå en hammer, som sikkert var brugt til dette fuldstændig meningsløse hærværk.
Jeg tror aldrig, at jeg har været så vred. Jeg smed min frakke og taske og gik målrettet ind til min chef, bandede og svovlede over, at jeg ikke var blevet bevilget en god tyverialarm de gange, jeg havde ansøgt. Det var ikke første gang, jeg havde haft ubudne gæster på mit kontor; dette indbrud, der bar præg af groft hærværk, var dog det værste, jeg havde oplevet af den slags.
Min chef bad mig falde til ro og sætte mig ned, men i min harme råbte jeg lige ind i ansigtet på ham, at hvis jeg ikke fik en eller anden form for alarm på mit kontor, så kunne han rende mig et vist sted. Så forlod jeg hans kontor og gik ned for at kontakte politiet og forsikringsselskabet.