Han havde næsten tårer i øjnene, min nabo, da han for nogen tid siden fortalte mig om den næsten umulige situation, han var havnet i. Han havde i mere end 20 år været ansat i det samme firma i en ret betroet stilling, og den situation havde fået ham til at føle sig hævet over risikoen for pludselig en dag at blive arbejdsløs.
Han var glad for sit job, og er en sund og rask mand. Han var lige omkring de 50 år, da han traf en endegyldig beslutning om at fortsætte med at arbejde til den egentlige pensionsalder og altså ikke på noget tidspunkt ville gå på efterløn.
Det fik ham til at fundere over sit kontingent til en A-kasse, som han nu mente var helt overflødigt. Hans risiko for arbejdsløshed var jo lig nul, og efterlønnen havde han på forhånd opgivet. Han tog springet og meldte sig ud af sin akasse, for der var trods alt nogle penge at spare hver måned. Som ansat i et bundsolidt firma mente han sig sikker på at kunne beholde jobbet indtil folkepensionen, og hvad skulle han så betale til en a kasse for?
Men så skete katastrofen. Den økonomiske krise fik det ellers solide firma til at kuldsejle, så det måtte skære væsentlige grene af aktiviteten væk. Det ramte min nabo, der chokeret måtte tage imod en fyreseddel. Han kunne endda ikke få rådgivning fra sin fagforening, for han havde altid haft den holdning, at fagforeninger var noget, man skulle holde sig fra.